AI-tekster dræber læselysten ifølge Martin Fowler

Softwareforfatter Martin Fowler advarer mod »LLM Voice« – den fornemmelse af, at en tekst er AI-skrevet, som dræber læselysten – og råder til at lade AI lave dispositionen, men selv skrive teksten. Det betyder noget, fordi skrivning ifølge Fowler er et tænkeværktøj, og delegerer man skrivningen, delegerer man også tænkningen. Nu kræver hans site, at alle deklarerer deres AI-brug, mens AI fortsat er tilladt til formelskrivelser og som hjælpemiddel.

Lad computeren hjælpe med at planlægge teksten, men skriv selv ordene. Det er softwareforfatteren Martin Fowlers klare råd i et nyligt indlæg. Han beskriver noget, han kalder LLM Voice — altså den fornemmelse af, at en tekst er skrevet af en kunstig intelligens, som får lysten til at læse videre til at visne hen. I værste fald bliver læseren helt væmmet. Fowler sammenligner det med det, forskere kalder det uhyggelige dalstrøg: det ubehag, vi mærker, når en robot næsten ligner et menneske — men ikke helt. Som en voksdugpuppe, der er tæt på at være levende, men alligevel ikke er.

Fowler er skeptisk over for værktøjer, der lover at afsløre, om en tekst er skrevet af en maskine. Når du først når efter detektionsværktøjet, er det for sent — læseren har allerede mærket, at noget er galt, ligesom man lugter mælken, før man tjekker udløbsdatoen. Han tvivler også på sin egen dømmekraft. Nogle vendinger, han løfter øjenbrynene over, som »a new sales motion« (en ny måde at sælge på), kommer også ud af menneskelige munde. Måske er det snarere et generationsfænomen end et maskinefænomen.

Men én sag overbeviste ham om, at det faktisk kan lade sig gøre at fjerne den kunstige klang: et stykke tekst, hvor hele førsteudkastet var skrevet af en kunstig intelligens, men hvor han ikke kunne mærke LLM Voice i den endelige version. Det krævede dog en professionel redaktør på et større medie at få teksten renset op. På sit eget site har Fowler en klar regel: alle, der skriver der, skal oplyse, hvordan de har brugt kunstig intelligens. Han selv bruger den kun som et opslagsværk — og tjekker altid, om svarene holder. Hans dybere bekymring er, at skrivning for ham er en måde at tænke på. Ligesom man nogle gange først finder ud af, hvad man mener, når man prøver at forklare det for en anden. Den, der overlader skrivningen til en maskine, overlader altså også selve tænkningen.

Reglen er dog ikke absolut. Jim Highsmith, der skriver for Fowlers site, er afhængig af kunstig intelligens for at overvinde de skrivebesværigheder, som Parkinsons sygdom har givet ham. Og formularer til myndighederne kan man efter Fowlers mening roligt lade maskinen skrive — der kommunikerer man jo med en proces, ikke med et menneske.